Good evening Rotterdam

Det kan godt være, at jeg har prøvet det her Eurovision-cirkus 14 gange før, men det bliver alligevel noget helt andet i år.

At rejse til Eurovision har de fleste år været nemt. Altså lige bortset fra, at man er nervøs for om man få akkreditering, billetpakke og selvfølgelig hotel i et marked med ovendreven efterspørgsel. Faktisk var ingen af disse udfordringer rigtigt på min nethinde i år. 

Jeg havde en gammel hotelbooking fra sidste år, som jeg bare skulle aflyse, og så var jeg ellers sikker på, at jeg med de gældende karantæneregler ikke skulle af steder i år. 

Men så for en uge siden fik jeg en mail om, at jeg var blevet tildelt akkreditering, og dermed var karantænereglerne i Holland ophævet og vejen til Rotterdam stod med et helt åben.

Derefter startede et papirarbejde, der ikke er set værre end i 2009, da adgangen til Moskva stod på spil. For at komme ind i Holland skal man nemlig præsentere en negativ PCR test, der ikke er mere end 72 timer gammel. Man skal også medbringe dokumentation for en negativ antigel test foretaget højt 24 timer før afgang. Dertil har de hollandske myndigheder udbedt sig et dokument, hvor man erklærede, at man hverken har feber eller har hostet det seneste døgn. 

Jeg tror nok, jeg fik noget galt i halsen i går, men jeg besluttede, at det ikke tæller som hoste, og jeg underskrev derfor det sidste papir i morges, inden jeg lukkede kufferten og tog mod lufthavnen.

Kastrup Lufthavn er total død, men der var alligevel kø til alt. 45 minutter for at få lov til at aflevere sin kuffert, 15 minutter for at komme gennem sikkerhedstjekket og endda kø for at få lov at købe sin kaffe ved lagkagehuset. Men ellers er langt det meste lukket og mørkt, så det var en trist tur gennem den ellers altid så levne lufthavn.

KLM afgik til tiden, så hurtigt og vel fremme i Amsterdam gik turen med toget til Rotterdam Central og videre med taxa til mit hotel. Derfra en halv times march til Ahoy, hvor slaget skal stå i år.

Udleveringen af akkreditering sker sammen med endnu en coronotest. Så nu har jeg på godt to døgn fået tre negative tests, så man må da sige, at jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke har corona. Testcenteret ved Ahoy brugte en for mig ukendt metode, hvor man skal blæse i et rør, der så tjekker om der er ønskede vira i den luft man udånder. Jeg blev vejledt af en ung hollandsk kvinder, der talte et tvivlsomt engelsk, men vi fandt da heldigvis frem til det rigtige resultat.

Pressecenteret ligner den slags fra tidligere år. Der er bare længere mellem bordene, og gå er vi alle udstyret med en særlig type af mundbind, så vi går rundt med noget, der ligner næb. Så som en flok høns gå vi nu rundt med halvanden meters afstand og tale om sange og sceneshows på hver tre minutter. 

I morgen må jeg få lov at komme ind i selve arenaen, og det bliver også tid til den danske prøve. Det bliver uden tvivl hele turen værd.

Og nå ja, de mange papirer, jeg havde klar da jeg landede i Amsterdam. Dokumentation for tests og at jeg ikke går og hoster, dem var der ingen der bad om. Så jeg gik stille og roligt ud af lufthavnen uden at have vist et eneste dokument. 

Og nu er jeg så klar til Eurovision, helt uden fest. Men festligt det bliver det alligevel. Happy Eurovision!