Sidste dag med åbne prøver

I år er det slut før det sådan rigtigt er kommet i gang. Sådan føles det, når man kommer en uge inde i prøveforløbet. Så der skal trækkes så mange kalorier ud af dagens prøver som muligt.

Dagen starter med værterne fra Portugal. Det er sikkert, at Portugal ikke får æren af at vinde på hjemmebane. Det er ikke et dårligt bidrag, de har valgt, men det er bare heller ikke noget særligt. Med startnummer otte er det her glemt længe inden der bliver åbnet for stemmerne til trods for Claudias store indlevelse og det lyserøde hår.

SuRie fra Storbritannien er det første af de fem store lande på scenen i dag. Det er stadig Annie Lennox looket, der står tilbage. Hun brænder fint igennem, og hun forsøger at give bidraget kant. Jeg kan egentligt overraskende godt lide hendes performance, men sangen er bare ikke til en topplacering.

Den gode lære er vel igen i år, at Storbritannien har genvundet lysten til Eurovision. Efter år med store kendte stjerner som Bonnie Tyler, Engelbert Humperdinck og Blue er det for andet år i træk de store seriøse stemmer og udstyrsstykker af sceneshows. Det virker bare som om Storbritannien ikke rigtig har fundet deres ben i konkurrencen efter de mange magre år.

Efter en performance med masser af kant er det tid til årets måske sødeste bidrag. Her er sukker og tomme kalorier i tre minutter. Det er som med candyflossen i tivoli: det ser umiddelbart fint ud, men efter et øjeblik kommer kvalmen rullende.

Historien om den store kærlighed sælger altid, men når det pakkes ind på denne måde, er det utroværdigt og uinteressant. En konfirmand der møder sin uskyldige kærlighed midt i et tv-program. Gad vide om Spanien er på vej mod endnu en sidste plads blandt de store finalesikre lande?

Michael Schulte bliver til gengæld garant for at sikre den bedste placering til Tyskland i flere år. Jeg analyserer sjælden på tekster, men det her virker alligevel særdeles ægte. Michaels vokal er imponerende og bidraget kunne nemt være spillet på radioen i hele Europa, hvis det ikke var fordi, det var fra ESC.

Der er, som jeg skrevet flere gange, ingen LED-skærm i år. Men det har den tyske delegation klaret ved at medbringe deres egen skærm, og tekstens budskab bliver understreget ved at fremhæve enkelte ord og sætninger. Det her er klart det bedste tyske bidrag i årevis og det bør belønnes med en hæderlig placering og mod ikke der er points fra Danmark til denne halvdansker, der tilhører det danske mindretal i Flensborg? Jeg tror det!

De sidste to nationer på scenen har to af årets mest politiske bidrag: Italien og Frankrig.

Frankrigs bidrag der handler om flygtning er mellem bookmakernes favoritter til den endelige sejr. Det forstår man godt. Det er en kraftfuld og fin optræden og det bliver helt sikkert til en top fem placering, og en sejr må være indenfor rækkevidde.

Al sceneudstyr er skrælles væk og det er som om budskabet bare står tilbage. Jurystemmerne kommer til at vælte ind over ’Merci’, så måske det bliver Paris 2019? Jeg er stor fan af stemningen i bidraget. Principielt er jeg ikke vild med politiske budskaber i Eurovision, men det her tror jeg på.

Efter fransk nærvær kommer Italien med et lignende budskab bare pakket ind i klare budskaber på utallige sprog blæst op på tv-billederne. I salen ser vi det ikke. Det er som om Ermal og Fabrizio har besluttet, at de ikke vil kigge seerne i øjnene. Derfor bliver det poleret og overfladisk. Melodien er rigtig fin, men det virker ikke troværdigt.

En kort prøvedag er nået til vejs ende og nu er det tid til at komme ude i lyset og varmen igen. Forude venter åbningsfesten og den hårde uge med de lange gennemspillede prøver inden hele familien Europa på tirsdag for første gang bliver inviteret indenfor til årets første dosis ESC. Alvoren lurer lige om hjørnet.



Comments