Så er det snart nu

Det er blevet tirsdag morgen i Lissabon, og det er snart nu det er nu. I aftes blev halvdelen af årets point i første semifinale uddelt. I aften er der finalbilletter på højkant. Så nu gælder det.

Vi har nu været vidne til to gennemspillede prøver, og der begynder at tegne sig et billede. Der er de sikre, dem der får sparket i aften, dem der er på vippen, og dem hvor fanskaren mister jordforbindelsen. Alt er som det plejer.

Showet er ret effektivt. Der er ikke brugt tid på lang snik snak på portugisisk som jeg ærligt havde frygtet. Efter en kort turistvideo og en præsentation af de fire (!) værtinder er det en-to-tre i gang med bidragene.

Det står ikke klart for mig, hvorfor der skal være så mange værter. Selv om jeg har set første semifinale to gange, så føler jeg ikke, at de har fået hver deres rolle, men måske det kommer. Til gengæld er jeg sikker på, at de burde finde en ny manuskriptforfatter i en rasende fart, for de indstuderede jokes falder som et flygel fra femte sal: tungt.

Israel har fra dag ét være den store favorit til at tage sejren i semifinale nummer et og i finalen på lørdag. Men nu blander Cypern sig overraskende i den kamp. Nok er det et effektivt nummer, men man vinder altså ikke på seerstemmer alene. Der skal også være musikalsk dybde og jurystemmer.

Vi havde i aftes meget dårlig lyd i salen. Det behøver selvfølgelig ikke at betyde, at lyden bliver dårlig hjemme i tv-stuerne. Vi er trods alt kun statister i dette show, og det er vel også rimeligt, at de 120 million tv-seere får den bedste oplevelse. Men jeg krydser nu alligevel fingre for, at vi også får lidt mere power i salen.

Det er nu det sker. Vi er klar til det går løs i aften. Velkommen til Lissabon hele Europa. Happy Eurovision!