Med imponerende 758 points kunne Portugals Salvador Sobral natten mellem lørdag og søndag kalder sig vinderen af den 62. udgave af ESC. En flot og velfortjent sejr. Det var ikke det store fyrværkeri, voldsomt sceneshow eller de bare dansere, der gjorde udslaget. Det var den lille fine melodi og den intime stemning.
Som den eneste af de 42 deltagere havde Salvador valgt at stille sig på den lille B-scene midt i havet af publikum. Samtidig blev publikum bedt om at være helt stille da Portugals bidrag begyndte. Det direkte modsatte af alle andre bidrag, hvor der skulle være stemning og larm. Smart og effektivt for pludselig blev dele hele meget intimt, ja nærmest magisk.
Salvadors budskab efter sejren var da også, at musikken skal mene noget. Det drejer sig ikke om fyrværkeri, men om at musikken må sejre. Og det gjorde den så i år.
Eurovision er netop en musikkonkurrence, så det nemt at sige, at selvfølgelig sejrer musikken. Men for alle os, der følger med år efter år, er der heller ikke nogen tvivl om, at der bliver mere og mere show og fyrværkeri. Er det så et usundt tegn for konkurrencen?
Vi har sikkert alle hørt, at Eurovision var bedre i gamle dage. Det kunne noget særligt i 80’erne, hvor Birte Kjær og Kjeld Heick huserede. Men allerede den gang husker jeg, at røster påstod, at det var blevet for moderne. Vi var på en glidebane væk fra musikken. Hvis vi ser tilbage på det i dag, så er det netop musikken dengang.
Eurovision har hele tiden forsøgt at være så moderne i sit udtryk for muligt. Symfoniorkesteret og publikum i smoking og store kjoler dominerede tilbage i tiden, men i dag er det erstattet af flag, skrigende fans og højt humør. Det er tiden og det er en rejse der på ingen måde kan eller skal sættes i ro.
I 1981 var det et shownummer, der vandt, så året efter var der gang i showet fra mange af deltagene. Det var dog det helt afdæmpede bidrag fra Tyskland der løb med sejren. Modsat gik det i 1983, hvor et stille nummer vandt, og i 1984 var det retur til showet med svenske Herreys og deres desperate dans. Sådan har det været gang på gang: det skifter fra år til år. Det bidrag, der skiller sig ud er det vi alle stemmer på.
I år var det så musikken, men jeg tror ikke det skal tages som udtryk for, at hele konkurrencen nu er vendt. Lige så lidt som 1995 varslede bidrag uden sang og 2006 varslede monstre med hård rock. Nej vi kommer til at se præcis lige så meget fyrværkeri og svulmende kavalergange og dansende undersvende som vi har set det i år og hvert af de seneste år. Udviklingen fortsætter og det kan en portugisisk sejr ikke vende rundt på. Hvor velfortjent den så end var.
Nu er der et helt år til vi igen skal til årets fest. Jeg kan godt afsløre, at hotelværelset er bestilt i Lissabon. Så festen stopper ikke her. Den fortsætter! Så musikken og Eurovision kan sejre igen og igen.
Og så var jeg lige ved at glemme at sætte en par ord på den danske præstation. Anja endte på en 20. plads. Men hun kom i finalen, så vi kan alle være godt tilfredse. Aviserne skriver om skuffelse. Jeg vil hellere tale om, at forbandelsen er brudt: Danmark er tilbage i finalen og Anjas skarpe præstation gjorde det. Tillykke Danmark, godt gået! Næste år, så er vi tilbage i top ti… Håbet er lysegrønt! Det samme er bladene på træerne, sommeren venter og når bladene atter farves i efterårets farver, så er vi klar til endnu en dans med Eurovision. Tak for festen Ukraine – vi ses i Lissabon kære venner!
Comments
Post a Comment