Eurofalsh - hvad for noget?



En søndag i Tel Aviv har i årevis betydet Eurofalsh: en gruppe af israelske mænd og kvinder, der kopierer og viderefortolker på Eurovision-performances. I aftes var det første gang, jeg skulle opleve dem på deres egen hjemmebane.

Om det var i Oslo eller Düsseldorf, jeg første gang stiftede bekendtskab med Eurofalsh, det husker jeg ikke. Men jeg husker tydeligt, hvordan man som tilskuer står måbende og imponeres fra første gang man oplever dem. Om det så er spontane danse på midt på et dansegulv, eller de sådan for alvor indtager scenen, så er dette ganske enkelt et sikkert hit. 

I 2014 blev gruppen inviteret til at optræde på Euroclub på Vega hver aften. Dermed fik gruppen en velfortjent stjerne på ESC himmelen og København fik en særlig plads i hjertet hos dansegruppen. 

Gruppen består af otte-ti skiftende dansere, der med stor entusiasme mimer og kopier sig gennem utallige eurovisionbidrag. De har lært sig en plus version af den originale koreografi, altså ligner det, men der er større armbevægelse og måske også endnu mere indlevelse end i den originale performance. 

Inden showstart talte vi med flere af danserne, og som de sagde ”Det her har fået sit eget liv”. Det kan de i den grad have ret i, for vi stod flere hundrede mennesker fra alle hjørner af kontinentet pakket foran en lille scene, hvor der blev hoppe og danset gennem timer af Eurovisionshits. 





Et af aftenens højdepunkter, var da gruppen kastede sig ud i Islands bidrag fra 2009, Hera Björg og hendes ’Je ne sais quoi”. Hera var nemlig selv blandt gæsterne i salen, og hun kæmpede sig frem i lokalet og filmede parodien af sin egen optræden. Og hun nød det. 

I Eurovision gælder det om at være med. Selvfølgelig er det sjovere at vinde, men det er også en stor forpligtelse at hive sejren hjem. Ikke bare skal man samle flere hundrede millioner kroner til næste års konkurrence, men man skal også formidle arven og stemningen. Eurofalsh har gang på gang vist os, at det sidste kan de skabe med små midler, stor indlevelse og imponerende energi. Så EBU, hvis næste års vinder har svært ved at forvalte arven, så kig på Eurofalsh og brug lidt af deres glæde og energi. Så kan det ikke gå helt galt.

Comments