Om en måned går det løs

Der er mange pejlepunkter i et år. Det kan være to måneder til jul eller måske tre uger til sommerferien. I Eurovision-land er det lige nu: én måned til Tel Aviv.

Selv om det stadig er koldt i lille Danmark så er det rart at tænke på, at lige om lidt, er det tid til sommertøj og glad pop i Israel. Billetterne er for længst købt, akkrediteringer er på plads og hotellet er booket. Alle bidragene til årets konkurrence har været på plads i nogle uger nu, og der begynder at tegne sig et billede af en meget åben og spændende konkurrence.

Bidragene er også fordelt i de to semifinaler og vi kender startrækkefølgen. Danmark er i den anden semifinale med startnummer syv placeret mellem Rumænien og Sverige. Der er som sådan ikke nogen dårlige startnumre i semifinalen, så Leonora kan selvfølgelig sikre os en finalebillet også fra den startposition. 

Til gengæld er der dårlige og gode semifinaler. Fordelingen sker tilfældig og kan man tydeligt se, for igen i år er der en god og en mindre god semifinale. Danmark er desværre havnet i den gode og hårde anden semifinale. Her har vi favoritterne fra Holland, Sverige og Rusland, mens bidrag som Schweiz, Malta, Aserbajdsjan, Armenien og selvfølgelig Norge også må have kursen sat på finalen. 

Vi har haft år med klare favoritter til den endelige sejr. I 2009 var vi alle ret sikre på norsk sejr, i 2012 var vi sikre på svensk sejr og i 2013 var vi sikre på dansk sejr. I år er der derimod pile der peger i mange forskellige retninger. 

Efter sigende tror Holland på en tiltrængt sejr i år. Der er også bookmakernes favorit, så de har noget at have deres forventning i. Fanstemningen er også med Duncan og hans ’Arcade’. Men der bliver ikke en sejr uden kamp fra i hvert fald Italien, Rusland og Sverige. 

Over de kommende uger vil jeg se nærmere på favoritterne i Tel Aviv. Og vi starter med Danmark – ikke fordi vi er favorit til sejren, men bare fordi det er Danmark.

Comments