Så lander den første semifianle

I aften bliver hele familien Europa så endelig lukket ind i den boble vi har været en del af i en uges tid. Det er blevet tid til at finde de første ti finalister i semifinale nummer et. Juryen stemte under juryfinalen i aftes. Her er mit bud på, hvem der skal med igen på lørdag.

Som jeg plejer, så deler jeg bidragene op i tre grupper. De finalesikre, måske bidragene og så dem, jeg ikke tror har en chance for at nå finalen. Lad det være sagt med det samme, jeg har kun fem finalesikre bidrag, så resten er en ret grå mellemvare.

Sverige åbner showet med en sikker kopi af det vi så i Melodifestivalen. Jeg havde troede og håbet, at Robin ville være mere sikker i sin performance. Det virker meget stift. Den top tre placering jeg havde tiltænkt ham i finalen, det tror jeg ikke på mere. Men finalebilletten er ikke i fare. (SIKKER)

Georgien leverer en solid præstation, men det er usikkert om det rækker til en finalebillet. Vokalmæssigt er Tamara helt i top. Men sangen er ikke den stærkeste i år. Så de havner i bunken af måske bidrag. (MÅSKE)

Australien har virkelig vist Europa, hvordan man deltager i Eurovision. For tredje år i træk har de en virkelig dygtig artist, men det er som om Isaiah ikke rigtig leverer. Han ser lidt skræmt ud i alt for store sko og en jakke. Hans sceneshow er lidt gang på stedet, og en sikker finaleplads bliver det ikke. (MÅSKE)

Albanien har en fin sangerinde men et ret ligegyldigt nummer. Hun leverer sådan set ok, men det er bare ikke nok for mig. Det tangerer tre minutters skrigeri på den albanske facon. Så det bliver ikke til Albanien i finalen i år. (UDE)

Belgien har desværre ikke taget stemningen fra videoen med. Den virkede det gør det her ikke. Det var en af mine favoritter til en top placering i år. Men Blanche leverer bare ikke, det bliver falsk og hun ligner et skræmt dyr fanget i et skarpt lys. Så beklager Belgien det bliver i midterfeltet, hvor det nemt kan ende med ikke at blive finalebillet i år. (MÅSKE)

Montenegro er årets partybombe. Men det her er totalt for meget, og det passer slet ikke til hverken jury eller tv-stemmer. Slavko virker helt afklaret med, at han må hjem hurtigt, så sådan må det være. (UDE)

Finland, Aserbajdsjan og Portugal leverer til gengæld varen og de kommer alle tre til at sejle sikkert ind i finalen. Måske endda alle til top ti placeringer på lørdag. (SIKKER)

Anderledes svært ser det ud for Grækenland, Polen og Moldova, der alle er på vippen. Grækenland pga. en virkelig dårlig vokal og Polen må døje med en dårlig sang. Moldovas Sunstroke Project havde betydelig mere kant, da de var med i Oslo. (MÅSKE)

Island har haft det svært i Eurovision de seneste år. Desværre er de heller ikke sikre på en finalebillet i år. ’Paper’ er et rimeligt nummer, og Svala gør det sådan set også fint. Men det løfter bare aldrig, og jeg er bange for, at nummeret er glemt før stemmerne skal afgives. (UDE)

Tjekkiets ’My turn’ har ikke noget særligt og det er en mærkelig performance. Desværre skal de helle ikke i år have en hæderlig finaleplacering. (UDE)

Cyperns ’Gravity’ er på vippen til en finalebillet. Hovig synger fint, og hans performance er ganske fin. Det er enkelt og fint, så havde faktisk gerne set det i finalen. Jeg har det i midtergruppen. (MÅSKE)

Armenien er en af bookmakernes favoritter. Det er ikke i min personlige smag det Artsvik leverer, men jeg kan godt høre, der er visse kvaliteter, og Armenien har kun misset en enkelt finale (tilbage i 2011), så jeg tror de fortsætter deres flotte række i år. (SIKKER)

Slovenien havde jeg ikke den store fidus til, inden jeg kom til Kiev, men han har i den grad imponeret mig. Hans brug af scenen er en af de skarpeste i første semifinale. Jeg tror derfor godt han kan nå finalen, selv om bookmakerne og mange eksperter slet ikke er enige. Det er en fin musicalsang. (MÅSKE)

Letland lukker semifinalen. Den her ville jeg egentlig gerne sende ud, men som sidste land og med en hel særlig lyd, så bliver det også til en middel placering. (MÅSKE)

Dette kan samles til de sikre finalelande: Sverige, Finland, Aserbajdsjan, Portugal og Armenien. De resterende fem pladser tror jeg tilfalder Australien, Grækenland, Cypern, Slovenien og Polen. Ikke nødvendigvis fordi, de har de bedste performances, men fordi jeg tror de har netop nok.

Inden midnat ved vi om jeg får ret. Husk at se med på DR1 i aften fra klokken 21.

Happy Eurovision! 




Comments